Min historie om selvskade


Confessions of a cutter #1 - Begyndelsen

Jeg har i meget lang tid, haft lyst til at fortælle om den del af mig, men jeg har ikke kunnet finde ud af, om jeg synes at det var en for personlig ting at dele i et offentligt forum, især når jeg har tanke på fremtidige muligheder for arbejde osv. Men jeg er nu nået til den konklusion, at det er vigtigt for mig at få ud. Som nogle måske ved, så er jeg tidligere cutter, altså som i datid. Det er ikke en del af mit liv som jeg hverken er stolt af eller forlegen over. Det er heller ikke en del af mit liv som jeg har svært ved at tale om, så derfor tænkte jeg "så er det heller ikke svært at skrive om". Jeg håber derfor at der er nogle der vil læse med, og derfor få en større forståelse af mig, som person. Desuden ville jeg elske, hvis min historie kunne være til hjælp, på den ene eller anden måde. Om ikke andet, så være med til at sætte tankerne i gang hos nogen.

Min historie starter, i mine tidlige teenage-år. Jeg var en pige, som havde et stort behov for at blive hørt, og blive taget seriøst - det samme behov har jeg idag. Dengang resulterede det i, at jeg meget tidligt blev "voksen". For på trods af at jeg baksede med helt almindelige børneting i mit hoved, så begyndte jeg at gøre flere og flere ting, som man ikke typisk forbinder med barndom. Jeg blev tidligt interesseret i alkohol, drenge og fester. Og alt i alt, så tror jeg det bundede ud i et behov for, at blive taget seriøst. Ikke af min familie - for de har altid lyttet og værdsat mine meninger, og taget mine argumenter op til overvejelse - men af mine venner og af samfundet. Jeg ville for alt i verden ikke ses som et barn. Jeg havde en stemme, og jeg ville ikke lade mig selv blive bestemt over og irettesat. Der startede mine "rebel-år".

Som følge af mange af mine nye måder at opføre mig på, begyndte der at ophobe sig problematikker som jeg ikke var bekendt med. Jeg havde en kæreste, som jeg var forelsket i, eller det troede jeg ihvertfald at jeg var, dengang. Det føltes dengang som det vigtigste i hele verden. Han var også ung, og han behandlede mig ikke ret godt. Som resultat af det, fik jeg det rigtig skidt med mig selv. Jeg følte mig ligegyldig og udnyttet, men samtidig så virkede han, for mig, perfekt. Der startede mine cutter-tendenser.

Jeg husker ikke den første gang jeg gjorde det. Jeg husker faktisk slet ikke handlingen. For mig føltes det som et black-out hver gang jeg skar i mig selv. Først bagefter følte jeg at jeg vågnede op, og var klar i hovedet. Jeg skammede mig over at have gjort det. Jeg husker ikke at jeg nogensinde tog valget "nu vil jeg skære i mig selv". En dag, så skete det bare. Ingen overvejelser om det og intet behov for at folk skulle se det. Jeg kan huske at følelsen af lettelse skyllede ind over mig, hver gang jeg havde skåret. Det var utrolig ambivalent for mig, for at skamme mig over det, men samtidig følte lettelse når jeg havde gjort det. Det var på mange måder en flugt fra virkeligheden, og en måde at udtrykke sig på. Dengang havde jeg meget svært ved at sige til folk "DU har gjort mig ked af det, fordi DU har opført dig som et røvhul". det problem har jeg heldigvis ikke den dag idag. Jeg vendte min smerte indad, og så kun, at det var mig selv der fejlede. Jeg tror det skete fordi jeg reelt set var for ung til at takle de følelser og ting som jeg havde startet. Jeg kunne ikke rumme de følelser en forelskelse kan tage med sig, og det hele føltes alt for stort og altudslettende. Det blev derfor en del af mig at skære.


De første steder jeg begyndte at skære, var håndled og arme. Det var dog rigtig svært at skjule. Jeg kan især huske en formiddag i juli, hvor min 3 år yngre søster, Signe, min veninde og jeg var på stranden. Jeg havde normalt armbånd eller andet der dækkede mine håndled på, men i og med at vi skulle bade, havde jeg taget det af. Min søster spurgte mig hvad det var for nogle sår, jeg havde på mine arme, og jeg svarede at en af kattene havde krattet mig. Jeg havde også nogle veninder som kendte til min nye "vane", jeg brød mig ikke om fordømmelsen, folks bekymring og opmærksomheden, så derfor begyndte jeg at skære hvor ingen kunne se det, under tøjet.
Jeg vil skrive flere indlæg om min tid som cutter, og jeg har valgt at inddele dem i emner. Jeg har i dette indlæg forklaret hvordan det startede. I de næste indlæg vil jeg komme ind på mine forældre, hvordan jeg stoppede det, folks generaliseringer om emnet, og hvordan jeg har det, den dag idag. Folk skal være velkomne til at stille spørgsmål og kommentere.

Confessions of a cutter #2 - My scars remind me that the past is real

I mit sidste blogindlæg om min cuttertid, beskrev jeg hvordan jeg startede med at skære i mine håndled og arme, men så stoppede det, pga. den opmærksomhed det fik. Jeg begyndte i stedet, at skære steder hvor ingen kunne se det. Jeg har fået mange ar på min krop, som følge af det. Jeg har mange ar på mine lår, mit bryst, mine ribben, og heldigvis ikke nær så mange og voldsomme på armene.

Mange af sårene var meget dybe. Især sårene på mine lår var dybe, og arene er selv den dag idag meget meget tydelige. Jeg har før leget med tanken om at få dem laseret væk. Jeg har dog aldrig taget skridtet, mest af alt fordi at de minder mig om hvad jeg var og hvor langt jeg er nået. Som indlægstitlen indikerer - my scars remind me that the past is real.
Jeg har faktisk fået mange spørgsmål til dem igennem tiden, når jeg har været på stranden eller i svømmehal. Mange tror at det er voldsomme strækmærker. Det gør mig ikke så meget, for jeg har ikke lyst til at stå og forklare ukendt kvinde i bruseren i en svømmehal, at jeg engang har snittet mine lår åbne med barberblade..

Men. Under alle omstændigheder, så har jeg lyst til at dele med jer, hvordan jeg er kommet til at se ud, som følge af mine handlinger. Jeg håber ikke at I bliver stødte af billederne.










Confessions of a cutter #3 - Forældre

Som jeg tidligere har nævnt, så er mine forældre fantastiske. Jeg har i min barndom aldrig manglet noget, hverken på det materialistiske plan, eller på det emotionelle. Mine forældre har altid vist mig at de elskede mig, de har altid været stolte af mig, og fortalt mig at jeg var som jeg skulle være. Der er mange fordomme som kommer automatisk, når man fortæller at man har skåret i sig selv. Mange tror, at det må have udstikker i barndommen. At det er der der er gået noget galt. Der må jeg "skuffe" folk. Jeg har haft en skøn barndom, med masser af kvalitetstid, og ingen svigt. Jeg har aldrig haft voldsomme skænderier med mine forældre, de har aldrig prøvet at undertrykke mig, at bestemme over mig eller haft høje krav.
Derfor tror jeg at jeg skammede mig ekstra meget over min selvskade. Jeg følte ikke at jeg kunne fortælle dem hvordan jeg havde det, fordi jeg var bange for at de ville føle at de havde fejlet som forældre - hvilket de på ingen måde havde. På samme tid ønskede jeg også at de skulle se mig som en, der kunne håndtere de ting jeg havde sat igang. Jeg havde taget forskud på et "voksent" liv, og jeg ønskede at de så, at jeg kunne håndtere det. At de ikke bekymrede sig over mig. Og mest af alt, ville jeg ikke knuse deres hjerter. For det vidste jeg, at det ville gøre. Jeg var klar over hvor forfærdeligt det måtte være, som forældre, at se til, imens ens datter gjorde skade på sig selv. Jeg var bange for, at hvis de vidste det, så ville der komme begrænsninger i mit liv, for selvom jeg var klar over at jeg ikke var i stand til at håndtere et modent følelsesliv, så ville jeg for alt i verden ikke miste friheden, som altid har været alfa omega for mig. Jeg har aldrig, selv ikke som helt lille pige, kunnet leve med at blive bestemt over og at blive begrænset.
Jeg var bange for at blive set som syg. Jeg var bange for at de troede at jeg havde en psykisk sygdom, og den etiket ville jeg for alt i verden ikke have på mig. Jeg var bange for at de ville have, at jeg skulle have hjælp, og jeg var klar over, at hvis jeg skulle have hjælp, skulle jeg starte med at indrømme overfor verden, at jeg havde tabt - at jeg ikke kunne håndtere mine følelser, og et sådant nederlag, var jeg ikke klar til at have. Jeg var nok for stolt. For jeg var moden nok til at vide det, men ikke stærk nok til at sige det højt.
I sidste ende, var mine forældre grunden til, at min selvskade stoppede. Det kapitel kommer senere.

Confessions of a cutter #4 - Fordomme

I mit sidste cutter-indlæg skrev jeg om mine forældre, og at der er mange der tror, at hvis man skærer i sig selv, så må der være noget galt med den barndom man har haft. Jeg håber for guds skyld, at den fordom er blevet udryddet i mit sidste indlæg. Desværre er der mange forskellige slags fordomme omkring emnet selvskade.
En af de mest almindelige er, at man skærer i sig selv, fordi man vil have opmærksomhed. Og ja, det kan godt være at der er en form for sandhed i denne fordom, dog ikke i mit tilfælde. Jeg begyndte at skjule mine sår, fordi jeg IKKE brød mig om opmærksomheden det fik. Og opmærksomheden jeg fik pga. det. For mig handlede det om at udtrykke mig. At få afløb for følelser og frustrationer. Det var noget jeg gjorde for mig, og ikke for andre. Jeg ønskede ikke at blive beundret for det eller dømt for det. Jeg gjorde bare noget, der fik mig til at føle et øjebliks lettelse. Og gav et øjebliks glæde. For det var det det var. Kun et øjeblik. Bagefter føltes alt dobbelt så forkert og forfærdeligt. Og jeg skammede mig endnu mere over mig selv. Og lidt ligesom en junkie, blev det til noget man gjorde mere og mere, for at føle det øjeblik. Jo oftere jeg gjorde det, jo værre fik jeg det og jo oftere blev jeg nødt til at skære. Det var en ond cirkel, som jeg godt kunne se, ikke førte nogen steder hen, men min trang vandt oftest over min forstand.
Så som sagt havde min tid som cutter, intet at gøre med trang til opmærksomhed. Den fik jeg, også selvom verden ikke kendte til mine tendenser. Selvskade er en skadelig handling rettet mod en selv, ikke mod andre. Jeg har aldrig kunnet klare, når jeg mistede kontrollen, så derfor var det ikke noget jeg ville skilte med. Som jeg tidligere har nævnt, var det ekstremt vigtigt for mig, at folk troede at jeg havde styr på det hele.
En anden fordom som mange har omkring emnet, er at man er suicidal, hvis man skærer i sig selv. Jo, jeg har nok, som mange andre teenagere, haft perioder, hvor det hele virkede til at ville være nemmere, hvis jeg ikke eksisterede. Men det var aldrig noget jeg gjorde alvor af. Når jeg skar, havde jeg ikke lyst til at dø. Det var ikke et selvmordsforsøg og jeg håbede ikke på at ramme nogen pulsåre når jeg skar. Igen – det var noget jeg gjorde for at udtrykke mig. Fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle gøre det. Igen – jeg ville ikke have at folk vidste det, fordi jeg ikke ville have, at de var bange for at jeg ville tage mit eget liv. Det ville jeg ikke. Jeg ved godt at der er mange personer og også cuttere, som dagligt kæmper med selvmordstanker, og ideen om, at det hele ville være bedre, hvis de ikke var her. Det er forfærdeligt at folk har sådanne tanker, og jeg er uendeligt glad for, at det ikke var noget, som jeg var synderligt præget af.
Endnu en fordom er, at man, hvis man cutter, så er det selvværdet den er gal med. Den fordom rammer plet i mit tilfælde. Det startede med at jeg ikke havde det godt, med mig selv, med mine handlinger og med mine valg. Jeg begyndt at skære, og mit selvværd blev endnu værre, fordi jeg tænkte ”hvad er du dog for et forkert og fucket up menneske, hvorfor gør du det her?”. De tanker, gjorde at jeg fik det endnu værre. Og efter hvert et euforisk øjeblik, hvor jeg havde skåret, så kom der er væld af forfærdelige tanker og holdninger til mig selv. Derved blev mit lave selvværd fodret. Jeg følte mig forkert.
Mange som kender mig, ved at jeg har haft mange stilarter. En jeg dyrkede i en lang periode var hvad mange kalder emo eller scene. Der er MANGE mennesker, som forbinder denne stilart med at skære i sig selv. Det er, igen i mit tilfælde, dybt forkert. Da jeg havde den stil, hørte en bestemt slags musik, brugte en bestemt slags make-up, der var jeg stoppet med de ting. Det var da jeg var en helt almindelig lyshåret og udadvendt skolepige (som mange muligvis ville betegne som dulle), at jeg skar i mig selv. Mit tøj og min stil, havde altså intet at gøre, med de følelser jeg havde. Jeg har efterhånden hørt, fra mange mennesker ”Jamen hvis du kun hører trist musik og klær’ dig i sort, så bliver du sgu da deprimeret”. Og nej. Det kunne ikke være mere forkert. På det tidspunkt, begyndte jeg nemlig at udtrykke mig og at lære mig selv at kende. Netop de ting, som jeg ikke kunne da jeg skar. Jeg udtrykte mig på en meget forkert måde. Det var da jeg fandt andre måder at gøre det på, at jeg fik det bedre. Mit selvværd blev ikke med det samme bedre, og det kan godt være, at jeg var trist. Men jeg udtrykte mig igennem mit tøj, min make-up, min musik. Og hvis jeg selv skal sige det, så har nogle af mit livs sjoveste oplevelser været i den tid, hvor jeg så sådan ud. Så den fordom, håber jeg især, at folk der læser dette, slipper.        
Fordommene omkring at folk tror at man er psykisk syg hvis man skærer i sig selv, mener jeg også er dybt forkert. For mig blev det en slags afhængighed, ligesom alkoholisme, rygning eller en stofmisbruger. Det er altså ikke noget, som man kan kategorisere som en psykisk sygdom. Det var jeg ikke. Det var en afhængighed. Jeg var klar over at det var dumt hver gang jeg skar, på samme måde som en ryger ved at det er dumt, hver gang de tænder en smøg. Ikke at jeg mener at de to ting er ens, men jeg mener at det, at være afhængig af noget, er det samme, om end det er at skære, at ryge, drikke, spise sukker, tage stoffer. Denne fordom er en af grundene til, at jeg for alt i verden ville holde det hemmeligt. Det er en af grundene til, at jeg ikke indrømmede det tidligere. Jeg håber virkelig, at den fordom uddør.
Så alle I, som læser med. Jeg håber at jeres fordomme forsvinder (hvis de da har været der), for det vil hjælpe alle dem, som sidder i samme situation, som jeg engang sad i. Hjælp med at gøre det nemmere for dem, at fortælle deres historier. Hjælp dem med at synes, at det er okay at stå frem. For det der er så vigtigt for dem som har det skidt, er at omverden forstår, og er med til at nedbryde tabuerne. Lige meget hvad, så skal det ikke være skadeligt at tale om det, og det er også en af årsagerne til, at jeg fortæller min historie. Det er vigtigt for mig, at folk ser disse mennesker som personer, som har haft en masse modgang, men har overvundet det, og er kommet styrket ud på den anden side. At dem der er kommet videre, ikke fortsat bliver set som svage mennesker. Hvis man har det skidt, så vil det aldrig være behjælpeligt at omverden også ser ned på en. Man har nok negative tanker selv. Hvis man ikke selv har følt det på egen krop, så har man ingen idé om, hvor meget styrke der skal til, for at bryde en vane som denne, og hvor meget styrke der skal til at stoppe trangen til at skære. Så de der har formået at gøre det, fortjener alle sammen et klap på skulderen og en kæmpe mængde respekt. 

Confessions of a cutter #5 - Afsløret

Jeg havde i lang tid troet at mine cuttertendenser var hemmelige, at ingen kendte til dem. Om det er helt rigtigt, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder, så gjorde jeg mit for, at det ikke blev opdaget. Det er dog en anelse svært, når der er sommer, sol og 30 grader. Jeg gik i nederdele, shorts, kjoler, og alle andre normale sommerting. For jeg ville for guds skyld ikke udstråle, at der var noget galt med mig.

Den sommer, kom efter jeg havde skåret mig i mine lår, og som I kan se i mit tidligere blogindlæg, så var det nogle store sår. Jeg er faktisk sikker på, at de faktisk skulle være syet dengang. De voksede meget langsomt sammen, fordi de var så dybe som de var, og de blev derfor ikke til ar, så hurtigt som jeg håbede på. Ar er nemlig nemmere at gemme. Men, under alle omstændigheder, så var de ikke blevet til ar endnu. De var stadig store og voldsomme sår, den sommer.

De blev opdaget, af min mor, en aften jeg var kommet hjem, efter at have været sammen med en veninde. Jeg sad på min seng, da min mor kom ind på mit værelse og ville sige hej, og spørge til hvordan min dag havde været. Fordi jeg sad ned, var min nederdel blevet en smule kortere end den var når man stod op, jeg blottede derfor mine sår, så min mor kunne se dem. Det gik ikke op for mig lige med det sammen. Da min mor så dem, begyndte hun at græde. Hun holdt om mig, og det skar mig i hjertet. Nu var det ikke længere hemmeligt. Nu vidste hun det. Netop den person som ikke måtte vide det. Den person som jeg, for alt i verden, ikke ville gøre ked af det. Jeg kan huske, at hun ville have mig til at tale om det. Hun ville vide ting. Vide hvordan jeg, i virkeligheden, havde det.

Jeg har altid hadet at vise mine følelser. Selv da jeg var lille. Når jeg virkelig var ked af det, så ville jeg ikke græde. Jeg fik en skærende hovedpine af at holde gråden tilbage og følelserne inde, og det endte flere gange op med, at min mor hold mig fast på hendes skød, og holdt om mig, indtil jeg brød sammen og lod mig selv græde. Så det var altså en del af mig, ikke at lade verden vide hvordan jeg havde det. Derfor var det meget svært for mig, at skulle fortælle det. At sige de ting, som jeg i lang tid havde frygtet at hun skulle finde ud af. Netop at jeg måske ikke var moden nok, til det teenageliv som jeg havde. At jeg ikke kunne rumme mine følelser. At jeg ikke vidste hvordan jeg skulle udtrykke mig.

Der blev langsomt taget hul på bylden, og jeg følte pludselig en vægt forsvinde fra mine skuldre. Jeg anede slet ikke at min hemmelighed havde tynget mig så meget. Og jeg var overrasket over hvor stor en lettelse det var, at jeg ikke var alene med min hemmelighed. At det faktisk ikke var en hemmelighed længere og at det ikke var tabu at tale om det. Så det begyndte vi på. At tale om det. Jeg kom til noget alternativt behandling, som skulle gøre at jeg ville få en indre ro, eller sådan noget. Det var en fin tanke, og min mor vil nok gerne tro, at det virkede. Jeg er dog ret sikker på, at den behandling ingen betydning havde, for jeg var på det tidspunkt allerede kommet ud af det. Det at min hemmelighed blev afsløret, og at jeg kunne tale frit, uden at skulle undskylde for, eller skamme mig over mine følelser, det var dét der fik mig til at stoppe min selvskade. Da jeg fandt ud af at dem jeg elskede, ikke dømte mig, ikke ville tage min frihed fra mig, forstod mig, støttede mig og elskede mig. Jeg gik ikke til psykolog, jeg blev ikke indlagt, jeg blev ikke sat i bås. Jeg fik bare at vide, at jeg var som jeg skulle være, og at jeg gerne måtte sige alt. Der var ikke nogen ting jeg ikke kunne sige.

Det er den største gave jeg nogensinde har fået, og det er nok også en af grundene til, at jeg elsker at blogge, den dag i dag. Det skrevne ord er, og har altid været, mit frirum. Nu deler jeg det bare med verden, hvor jeg engang holdt det hele for mig selv. Jeg er en person, som har brug for at blive hørt. Om end det handler om tøj, glæde, kærlighed, mad, politik eller whatever. Jeg har brug for at skrive det. Fortælle det. Jeg er stædig, har mange meninger og jeg er nok en person som man enten hader eller elsker, og det har jeg det fint med. Så længe jeg bliver ved med at udtrykke mig. Så længe jeg bliver ved med at tale og skrive, så har jeg det godt.

Jeg håber, at de der har haft det som jeg, eller stadig har det som jeg havde, at de finder nogen som de kan dele deres hemmelighed med. Og er der nogen, som har brug for at dele noget, så vil jeg til enhver tid lytte og hjælpe, i det omfang jeg kan.

Confessions of a cutter #6 - I dag

Nu har jeg igennem mine sidste 5 blogindlæg fortalt min historie om selvskade. Det har været meget grænseoverskridende for mig, og jeg har overvejet det nøje, men jeg nåede frem til beslutningen om, at det var det rigtige for mig.
I forbindelse med mine blogindlæg er jeg blevet kontaktet af flere som har levet med eller stadig lever med selvskade. De har spurgt mig hvordan jeg kom ud af det, hvordan jeg har det den dag idag og om jeg stadig får lyst til at skære. I mit sidste blogindlæg fortalte jeg hvad der var skyld i at min selvskade stoppede - at tabuet blev fjernet. Jeg ved at jeg har været ekstremt priviligeret igennem hele mit liv. Jeg har en familie som altid har været der for mig, og som altid vil være der, og jeg ved at det ikke er alle som er så heldige. Jeg er også sikker på at mit bagland er en af grundene til at jeg aldrig vil komme ud i det spor igen. Og for at besvare manges spørgsmål: nej, jeg har ikke lyst til at skære længere.
Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor det er stoppet, sådan helt. For så vidt som jeg kan forstå på mange andre der er stoppet, så vælder trangen stadig op til overfladen, og den er svær at slippe af med. Jeg bilder mig selv ind, at det måske er fordi de endnu ikke har fundet en alternativ måde at udtrykke følelser og frustrationer på. Mit afløb blev at tale, at skrive.

Jeg har det rigtig godt i mit liv, den dag idag. Jeg har det stadig vanvittigt svært ved at skulle vise at det, når jeg har det skidt. Det jeg hader allermest er at græde foran andre mennesker - at vise sårbarhed. Jeg ved godt at det er naturligt og okay. Jeg er bare ikke god til det. Jeg er for stolt, som person. Det har været værre, og jeg bliver langsomt bedre til at slippe kontrollen, men jeg tror at det er en negativ egenskab, som jeg har - og som jeg altid vil kæmpe med. Det er ikke længere på en destruktiv måde, men jeg må indimellem ruske mig selv, og sige til mig selv, at det er okay ikke at have kontrol over alt. Som min mor siger: "Stav til kontrol bagfra - lort-nok!". Plat som det end er, så tror jeg hun har ret. Det er når man er sårbar og ude af kontrol, at man udvikler sig. Og jeg lader det ske, nogen gange.

Jeg er overbevist om at jeg er en af de heldige. Mit hjerte bløder for dem, som ikke kan stoppe deres selvskade, som føler sig alene i deres elendighed, og de som ikke kender til andre og bedre måder at udtrykke sig på. Jeg håber inderligt at de vil have modet til at fortælle deres historier, for jo flere der står frem, jo mindre bliver tabuet, og jo mindre alene føler man sig. Der er heldigvis et forum for disse historier, også hvor der er mulighed for anonymitet - nemlig blogland! Jeg håber og ønsker at andre vil kunne afsløre den del af sig selv, og måske endda bruge det til at udtrykke sig i stedet for at skære.
Min historie stopper her. Men det er ikke til at sige, om jeg får lyst til at fortælle mere, på et senere tidspunkt. Jeg håber at I der har læst med, har fået noget ud af det.
Sjovt nok er mine confessions of a cutter-indlæg over dobbelt så belæst, som det ellers mest populære blogindlæg jeg har skrevet, før i tiden. Om det er fordi folk elsker sladder, eller fordi folk har fået noget ud af det, på et personligt plan, det er jeg faktisk ligeglad med. For mit mål var at være med til at fjerne tabu, fordomme og at andre i samme situation, måske føler sig en lille smule mindre alene. Det tror jeg selv at jeg har formået, ihvertfald i det små. Ligemeget hvad grunden er, så har jeg fået skabt noget opmærksomhed om emnet.
Jeg vil gerne sige tak til jer der har læst med, for de rosende ord. De har betydet uendelig meget, og jeg er meget overvældet over, hvor mange der har læst med, og hvor mange opmuntrende ord og klap på skulderen jeg får/har fået.
Til de af jer, som har skrevet til mig fordi I har/har haft det på samme måde - I må ikke stoppe med at kæmpe for at få det bedre. Jeg håber at jeg har inspireret nogen til at fortælle deres historie.

1 kommentar:

  1. Jeg relaterer utroligt meget meget til din historie, næsten alt, bare ikke at jeg fik alt udog kunne snakke frit om det. Jeg kom til psykolog 1 gang, sagde det var nok, jeg havde det godt, øg prøvede hårdt at stoppe fordi jeg så hvordan det sårede mine forældre. Desværre er jeg begyndt igen, og vil ikke stoppe

    SvarSlet