torsdag den 19. september 2013

Tanker om at miste.

Man græder når man mister nogen man holder af. Jeg gør i hvert fald. Selvom det er en formålsløs handling, for det bringer ikke dem tilbage. Uanset om man smiler eller fælder en tåre, så er der ikke noget at gøre ved situationen. Hvorfor så ikke smile, spørger du? Jo, fordi det gør ondt. Fordi jeg har lært, at det er dumt at undertrykke sorg. For det er faktisk det det er – sorg.
 
Min mor har før sagt til mig, at det forfærdelige ved at miste, er at man pludselig mister en del af ens egen historie, fordi man nu kun er en selv til at holde liv i minderne. Det tror jeg hun har ret i. Dét med, at det kun er en selv der huske grinene, smilene, tårerne, skænderierne, hemmelighederne. Det er kun en selv. Og det sjove ved det er, at den eneste person, man kan komme i tanke om at man kan snakke med de ting om, er netop den man har mistet. Ironisk, ikke?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar