lørdag den 7. september 2013

Confessions of a cutter #6 - I dag

Nu har jeg igennem mine sidste 5 blogindlæg fortalt min historie om selvskade. Det har været meget grænseoverskridende for mig, og jeg har overvejet det nøje, men jeg nåede frem til beslutningen om, at det var det rigtige for mig.
I forbindelse med mine blogindlæg er jeg blevet kontaktet af flere som har levet med eller stadig lever med selvskade. De har spurgt mig hvordan jeg kom ud af det, hvordan jeg har det den dag idag og om jeg stadig får lyst til at skære. I mit sidste blogindlæg fortalte jeg hvad der var skyld i at min selvskade stoppede - at tabuet blev fjernet. Jeg ved at jeg har været ekstremt priviligeret igennem hele mit liv. Jeg har en familie som altid har været der for mig, og som altid vil være der, og jeg ved at det ikke er alle som er så heldige. Jeg er også sikker på at mit bagland er en af grundene til at jeg aldrig vil komme ud i det spor igen. Og for at besvare manges spørgsmål: nej, jeg har ikke lyst til at skære længere.
Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor det er stoppet, sådan helt. For så vidt som jeg kan forstå på mange andre der er stoppet, så vælder trangen stadig op til overfladen, og den er svær at slippe af med. Jeg bilder mig selv ind, at det måske er fordi de endnu ikke har fundet en alternativ måde at udtrykke følelser og frustrationer på. Mit afløb blev at tale, at skrive.

Jeg har det rigtig godt i mit liv, den dag idag. Jeg har det stadig vanvittigt svært ved at skulle vise at det, når jeg har det skidt. Det jeg hader allermest er at græde foran andre mennesker - at vise sårbarhed. Jeg ved godt at det er naturligt og okay. Jeg er bare ikke god til det. Jeg er for stolt, som person. Det har været værre, og jeg bliver langsomt bedre til at slippe kontrollen, men jeg tror at det er en negativ egenskab, som jeg har - og som jeg altid vil kæmpe med. Det er ikke længere på en destruktiv måde, men jeg må indimellem ruske mig selv, og sige til mig selv, at det er okay ikke at have kontrol over alt. Som min mor siger: "Stav til kontrol bagfra - lort-nok!". Plat som det end er, så tror jeg hun har ret. Det er når man er sårbar og ude af kontrol, at man udvikler sig. Og jeg lader det ske, nogen gang.

Jeg er overbevist om at jeg er en af de heldige. Mit hjerte bløder for dem, som ikke kan stoppe deres selvskade, som føler sig alene i deres elendighed, og de som ikke kender til andre og bedre måder at udtrykke sig på. Jeg håber inderligt at de vil have modet til at fortælle deres historier, for jo flere der står frem, jo mindre bliver tabuet, og jo mindre alene føler man sig. Der er heldigvis et forum for disse historier, også hvor der er mulighed for anonymitet - nemlig blogland! Jeg håber og ønsker at andre vil kunne afsløre den del af sig selv, og måske endda bruge det til at udtrykke sig i stedet for at skære.
 
Min historie stopper her. Men det er ikke til at sige, om jeg får lyst til at fortælle mere, på et senere tidspunkt. Jeg håber at I der har læst med, har fået noget ud af det.
Sjovt nok er mine confessions of a cutter-indlæg over dobbelt så belæst, som det ellers mest populære blogindlæg jeg har skrevet, før i tiden. Om det er fordi folk elsker sladder, eller fordi folk har fået noget ud af det, på et personligt plan, det er jeg faktisk ligeglad med. For mit mål var at være med til at fjerne tabu, fordomme og at andre i samme situation, måske føler sig en lille smule mindre alene. Det tror jeg selv at jeg har formået, ihvertfald i det små. Ligemeget hvad grunden er, så har jeg fået skabt noget opmærksomhed om emnet.
 
 
Jeg vil gerne sige tak til jer der har læst med, for de rosende ord. De har betydet uendelig meget, og jeg er meget overvældet over, hvor mange der har læst med, og hvor mange opmuntrende ord og klap på skulderen jeg får/har fået.
Til de af jer, som har skrevet til mig fordi I har/har haft det på samme måde - I må ikke stoppe med at kæmpe for at få det bedre. Jeg håber at jeg har inspireret nogen til at fortælle deres historie.
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar