onsdag den 4. september 2013

Confessions of a cutter #5 - Afsløret

Jeg havde i lang tid troet at mine cuttertendenser var hemmelige, at ingen kendte til dem. Om det er helt rigtigt, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder, så gjorde jeg mit for, at det ikke blev opdaget. Det er dog en anelse svært, når der er sommer, sol og 30 grader. Jeg gik i nederdele, shorts, kjoler, og alle andre normale sommerting. For jeg ville for guds skyld ikke udstråle, at der var noget galt med mig.

Den sommer, kom efter jeg havde skåret mig i mine lår, og som I kan se i mit tidligere blogindlæg, så var det nogle store sår. Jeg er faktisk sikker på, at de faktisk skulle være syet dengang. De voksede meget langsomt sammen, fordi de var så dybe som de var, og de blev derfor ikke til ar, så hurtigt som jeg håbede på. Ar er nemlig nemmere at gemme. Men, under alle omstændigheder, så var de ikke blevet til ar endnu. De var stadig store og voldsomme sår, den sommer.

De blev opdaget, af min mor, en aften jeg var kommet hjem, efter at have været sammen med en veninde. Jeg sad på min seng, da min mor kom ind på mit værelse og ville sige hej, og spørge til hvordan min dag havde været. Fordi jeg sad ned, var min nederdel blevet en smule kortere end den var når man stod op, jeg blottede derfor mine sår, så min mor kunne se dem. Det gik ikke op for mig lige med det sammen. Da min mor så dem, begyndte hun at græde. Hun holdt om mig, og det skar mig i hjertet. Nu var det ikke længere hemmeligt. Nu vidste hun det. Netop den person som ikke måtte vide det. Den person som jeg, for alt i verden, ikke ville gøre ked af det. Jeg kan huske, at hun ville have mig til at tale om det. Hun ville vide ting. Vide hvordan jeg, i virkeligheden, havde det.

Jeg har altid hadet at vise mine følelser. Selv da jeg var lille. Når jeg virkelig var ked af det, så ville jeg ikke græde. Jeg fik en skærende hovedpine af at holde gråden tilbage og følelserne inde, og det endte flere gange op med, at min mor hold mig fast på hendes skød, og holdt om mig, indtil jeg brød sammen og lod mig selv græde. Så det var altså en del af mig, ikke at lade verden vide hvordan jeg havde det. Derfor var det meget svært for mig, at skulle fortælle det. At sige de ting, som jeg i lang tid havde frygtet at hun skulle finde ud af. Netop at jeg måske ikke var moden nok, til det teenageliv som jeg havde. At jeg ikke kunne rumme mine følelser. At jeg ikke vidste hvordan jeg skulle udtrykke mig.

Der blev langsomt taget hul på bylden, og jeg følte pludselig en vægt forsvinde fra mine skuldre. Jeg anede slet ikke at min hemmelighed havde tynget mig så meget. Og jeg var overrasket over hvor stor en lettelse det var, at jeg ikke var alene med min hemmelighed. At det faktisk ikke var en hemmelighed længere og at det ikke var tabu at tale om det. Så det begyndte vi på. At tale om det. Jeg kom til noget alternativt behandling, som skulle gøre at jeg ville få en indre ro, eller sådan noget. Det var en fin tanke, og min mor vil nok gerne tro, at det virkede. Jeg er dog ret sikker på, at den behandling ingen betydning havde, for jeg var på det tidspunkt allerede kommet ud af det. Det at min hemmelighed blev afsløret, og at jeg kunne tale frit, uden at skulle undskylde for, eller skamme mig over mine følelser, det var dét der fik mig til at stoppe min selvskade. Da jeg fandt ud af at dem jeg elskede, ikke dømte mig, ikke ville tage min frihed fra mig, forstod mig, støttede mig og elskede mig. Jeg gik ikke til psykolog, jeg blev ikke indlagt, jeg blev ikke sat i bås. Jeg fik bare at vide, at jeg var som jeg skulle være, og at jeg gerne måtte sige alt. Der var ikke nogen ting jeg ikke kunne sige.

Det er den største gave jeg nogensinde har fået, og det er nok også en af grundene til, at jeg elsker at blogge, den dag i dag. Det skrevne ord er, og har altid været, mit frirum. Nu deler jeg det bare med verden, hvor jeg engang holdt det hele for mig selv. Jeg er en person, som har brug for at blive hørt. Om end det handler om tøj, glæde, kærlighed, mad, politik eller whatever. Jeg har brug for at skrive det. Fortælle det. Jeg er stædig, har mange meninger og jeg er nok en person som man enten hader eller elsker, og det har jeg det fint med. Så længe jeg bliver ved med at udtrykke mig. Så længe jeg bliver ved med at tale og skrive, så har jeg det godt.

Jeg håber, at de der har haft det som jeg, eller stadig har det som jeg havde, at de finder nogen som de kan dele deres hemmelighed med. Og er der nogen, som har brug for at dele noget, så vil jeg til enhver tid lytte og hjælpe, i det omfang jeg kan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar