torsdag den 22. august 2013

Confessions of a cutter #4 - Fordomme

I mit sidste cutter-indlæg skrev jeg om mine forældre, og at der er mange der tror, at hvis man skærer i sig selv, så må der være noget galt med den barndom man har haft. Jeg håber for guds skyld, at den fordom er blevet udryddet i mit sidste indlæg. Desværre er der mange forskellige slags fordomme omkring emnet selvskade.
 
En af de mest almindelige er, at man skærer i sig selv, fordi man vil have opmærksomhed. Og ja, det kan godt være at der er en form for sandhed i denne fordom, dog ikke i mit tilfælde. Jeg begyndte at skjule mine sår, fordi jeg IKKE brød mig om opmærksomheden det fik. Og opmærksomheden jeg fik pga. det. For mig handlede det om at udtrykke mig. At få afløb for følelser og frustrationer. Det var noget jeg gjorde for mig, og ikke for andre. Jeg ønskede ikke at blive beundret for det eller dømt for det. Jeg gjorde bare noget, der fik mig til at føle et øjebliks lettelse. Og gav et øjebliks glæde. For det var det det var. Kun et øjeblik. Bagefter føltes alt dobbelt så forkert og forfærdeligt. Og jeg skammede mig endnu mere over mig selv. Og lidt ligesom en junkie, blev det til noget man gjorde mere og mere, for at føle det øjeblik. Jo oftere jeg gjorde det, jo værre fik jeg det og jo oftere blev jeg nødt til at skære. Det var en ond cirkel, som jeg godt kunne se, ikke førte nogen steder hen, men min trang vandt oftest over min forstand.
Så som sagt havde min tid som cutter, intet at gøre med trang til opmærksomhed. Den fik jeg, også selvom verden ikke kendte til mine tendenser. Selvskade er en skadelig handling rettet mod en selv, ikke mod andre. Jeg har aldrig kunnet klare, når jeg mistede kontrollen, så derfor var det ikke noget jeg ville skilte med. Som jeg tidligere har nævnt, var det ekstremt vigtigt for mig, at folk troede at jeg havde styr på det hele.
 
En anden fordom som mange har omkring emnet, er at man er suicidal, hvis man skærer i sig selv. Jo, jeg har nok, som mange andre teenagere, haft perioder, hvor det hele virkede til at ville være nemmere, hvis jeg ikke eksisterede. Men det var aldrig noget jeg gjorde alvor af. Når jeg skar, havde jeg ikke lyst til at dø. Det var ikke et selvmordsforsøg og jeg håbede ikke på at ramme nogen pulsåre når jeg skar. Igen – det var noget jeg gjorde for at udtrykke mig. Fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle gøre det. Igen – jeg ville ikke have at folk vidste det, fordi jeg ikke ville have, at de var bange for at jeg ville tage mit eget liv. Det ville jeg ikke. Jeg ved godt at der er mange personer og også cuttere, som dagligt kæmper med selvmordstanker, og ideen om, at det hele ville være bedre, hvis de ikke var her. Det er forfærdeligt at folk har sådanne tanker, og jeg er uendeligt glad for, at det ikke var noget, som jeg var synderligt præget af.
 
Endnu en fordom er, at man, hvis man cutter, så er det selvværdet den er gal med. Den fordom rammer plet i mit tilfælde. Det startede med at jeg ikke havde det godt, med mig selv, med mine handlinger og med mine valg. Jeg begyndt at skære, og mit selvværd blev endnu værre, fordi jeg tænkte ”hvad er du dog for et forkert og fucket up menneske, hvorfor gør du det her?”. De tanker, gjorde at jeg fik det endnu værre. Og efter hvert et euforisk øjeblik, hvor jeg havde skåret, så kom der er væld af forfærdelige tanker og holdninger til mig selv. Derved blev mit lave selvværd fodret. Jeg følte mig forkert.
 
Mange som kender mig, ved at jeg har haft mange stilarter. En jeg dyrkede i en lang periode var hvad mange kalder emo eller scene. Der er MANGE mennesker, som forbinder denne stilart med at skære i sig selv. Det er, igen i mit tilfælde, dybt forkert. Da jeg havde den stil, hørte en bestemt slags musik, brugte en bestemt slags make-up, der var jeg stoppet med de ting. Det var da jeg var en helt almindelig lyshåret og udadvendt skolepige (som mange muligvis ville betegne som dulle), at jeg skar i mig selv. Mit tøj og min stil, havde altså intet at gøre, med de følelser jeg havde. Jeg har efterhånden hørt, fra mange mennesker ”Jamen hvis du kun hører trist musik og klær’ dig i sort, så bliver du sgu da deprimeret”. Og nej. Det kunne ikke være mere forkert. På det tidspunkt, begyndte jeg nemlig at udtrykke mig og at lære mig selv at kende. Netop de ting, som jeg ikke kunne da jeg skar. Jeg udtrykte mig på en meget forkert måde. Det var da jeg fandt andre måder at gøre det på, at jeg fik det bedre. Mit selvværd blev ikke med det samme bedre, og det kan godt være, at jeg var trist. Men jeg udtrykte mig igennem mit tøj, min make-up, min musik. Og hvis jeg selv skal sige det, så har nogle af mit livs sjoveste oplevelser været i den tid, hvor jeg så sådan ud. Så den fordom, håber jeg især, at folk der læser dette, slipper.        
 
Fordommene omkring at folk tror at man er psykisk syg hvis man skærer i sig selv, mener jeg også er dybt forkert. For mig blev det en slags afhængighed, ligesom alkoholisme, rygning eller en stofmisbruger. Det er altså ikke noget, som man kan kategorisere som en psykisk sygdom. Det var jeg ikke. Det var en afhængighed. Jeg var klar over at det var dumt hver gang jeg skar, på samme måde som en ryger ved at det er dumt, hver gang de tænder en smøg. Ikke at jeg mener at de to ting er ens, men jeg mener at det, at være afhængig af noget, er det samme, om end det er at skære, at ryge, drikke, spise sukker, tage stoffer. Denne fordom er en af grundene til, at jeg for alt i verden ville holde det hemmeligt. Det er en af grundene til, at jeg ikke indrømmede det tidligere. Jeg håber virkelig, at den fordom uddør.
 
Så alle I, som læser med. Jeg håber at jeres fordomme forsvinder (hvis de da har været der), for det vil hjælpe alle dem, som sidder i samme situation, som jeg engang sad i. Hjælp med at gøre det nemmere for dem, at fortælle deres historier. Hjælp dem med at synes, at det er okay at stå frem. For det der er så vigtigt for dem som har det skidt, er at omverden forstår, og er med til at nedbryde tabuerne. Lige meget hvad, så skal det ikke være skadeligt at tale om det, og det er også en af årsagerne til, at jeg fortæller min historie. Det er vigtigt for mig, at folk ser disse mennesker som personer, som har haft en masse modgang, men har overvundet det, og er kommet styrket ud på den anden side. At dem der er kommet videre, ikke fortsat bliver set som svage mennesker. Hvis man har det skidt, så vil det aldrig være behjælpeligt at omverden også ser ned på en. Man har nok negative tanker selv. Hvis man ikke selv har følt det på egen krop, så har man ingen idé om, hvor meget styrke der skal til, for at bryde en vane som denne, og hvor meget styrke der skal til at stoppe trangen til at skære. Så de der har formået at gøre det, fortjener alle sammen et klap på skulderen og en kæmpe mængde respekt. 

5 kommentarer:

  1. Rigtig fin blog du har :)
    Følger dig nu, så håber du følger tilbage ;)

    Knus Maria
    //notanordinarymind.blogspot.dk

    SvarSlet
  2. Hej med dig.

    Nu har læst en del af dine indlæg. Specielt dem med selvskade fangede mig. Du har fat i mange fordomme, som jeg også selv er stødt ind i. Og du skriver faktisk utrolig godt.
    Men jeg er IKKE cutter. Det er en handling - ikke en title på hvad eller hvem jeg er. Så jeg cutter, men er ikke cutter.

    Knus ScarredPanda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Scarred Panda.

      Desværre er der rigtig mange der har de fordomme. Selvfølgelig passer nogle af dem, på nogle af dem der yder selvskade, men ikke på mig, og ikke på mange jeg kender, som gør det. Så jeg synes at der er brug for, at folk der ikke kender ret meget til emnet, får den rigtige forståelse af hvad det egentlig handler om.
      Mange tak for rosen.
      Jeg har også læst et par af dine indlæg, og jeg er ked af at du har haft/har det så svært, og at der er sket så mange forfærdelige ting for dig. Det får mit hjerte til at bløde, at læse om din barndom.

      - Anne

      Slet
  3. Hej Anne

    Et rigtig godt indlæg du har skrevet. Jeg kan godt genkende noget af det du skriver omkring, hvorfor du skadede dig selv. For mig var det, fordi jeg ikke selv var i stand til at rumme alt det svære selv, og det hjalp ganske kort, når jeg skadede mig selv. Jeg er nu godt på vej ud af det er nu oppe på over et halvt år uden selvskade det har været noget af en kamp, men en kamp jeg fortsætter med at kæmpe, fordi jeg ved det er det rigtige for mig at gøre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for det, Katja.
      Hvor er det godt at høre, at du er kommet ud på den anden side. Jeg håber du har fundet en måde at takle det hele på, som ikke er selvdestruktiv, og at du holder ved og bliver ved med at kæmpe. Jeg ved at det er svært, og jeg har dyb respekt for dig.

      - Anne

      Slet