tirsdag den 20. august 2013

Confessions of a cutter #3 - Forældre

Som jeg tidligere har nævnt, så er mine forældre fantastiske. Jeg har i min barndom aldrig manglet noget, hverken på det materialistiske plan, eller på det emotionelle. Mine forældre har altid vist mig at de elskede mig, de har altid været stolte af mig, og fortalt mig at jeg var som jeg skulle være. Der er mange fordomme som kommer automatisk, når man fortæller at man har skåret i sig selv. Mange tror, at det må have udstikker i barndommen. At det er der der er gået noget galt. Der må jeg "skuffe" folk. Jeg har haft en skøn barndom, med masser af kvalitetstid, og ingen svigt. Jeg har aldrig haft voldsomme skænderier med mine forældre, de har aldrig prøvet at undertrykke mig, at bestemme over mig eller haft høje krav.
 
Derfor tror jeg at jeg skammede mig ekstra meget over min selvskade. Jeg følte ikke at jeg kunne fortælle dem hvordan jeg havde det, fordi jeg var bange for at de ville føle at de havde fejlet som forældre - hvilket de på ingen måde havde. På samme tid ønskede jeg også at de skulle se mig som en, der kunne håndtere de ting jeg havde sat igang. Jeg havde taget forskud på et "voksent" liv, og jeg ønskede at de så, at jeg kunne håndtere det. At de ikke bekymrede sig over mig. Og mest af alt, ville jeg ikke knuse deres hjerter. For det vidste jeg, at det ville gøre. Jeg var klar over hvor forfærdeligt det måtte være, som forældre, at se til, imens ens datter gjorde skade på sig selv. Jeg var bange for, at hvis de vidste det, så ville der komme begrænsninger i mit liv, for selvom jeg var klar over at jeg ikke var i stand til at håndtere et modent følelsesliv, så ville jeg for alt i verden ikke miste friheden, som altid har været alfa omega for mig. Jeg har aldrig, selv ikke som helt lille pige, kunnet leve med at blive bestemt over og at blive begrænset.
 
Jeg var bange for at blive set som syg. Jeg var bange for at de troede at jeg havde en psykisk sygdom, og den etiket ville jeg for alt i verden ikke have på mig. Jeg var bange for at de ville have, at jeg skulle have hjælp, og jeg var klar over, at hvis jeg skulle have hjælp, skulle jeg starte med at indrømme overfor verden, at jeg havde tabt - at jeg ikke kunne håndtere mine følelser, og et sådant nederlag, var jeg ikke klar til at have. Jeg var nok for stolt. For jeg var moden nok til at vide det, men ikke stærk nok til at sige det højt.
 
I sidste ende, var mine forældre grunden til, at min selvskade stoppede. Det kapitel kommer senere.

1 kommentar: