tirsdag den 13. august 2013

Confessions of a cutter #1 - Begyndelsen

Jeg har i meget lang tid, haft lyst til at fortælle om den del af mig, men jeg har ikke kunnet finde ud af, om jeg synes at det var en for personlig ting at dele i et offentligt forum, især når jeg har tanke på fremtidige muligheder for arbejde osv. Men jeg er nu nået til den konklusion, at det er vigtigt for mig at få ud. Som nogle måske ved, så er jeg tidligere cutter, altså som i datid. Det er ikke en del af mit liv som jeg hverken er stolt af eller forlegen over. Det er heller ikke en del af mit liv som jeg har svært ved at tale om, så derfor tænkte jeg "så er det heller ikke svært at skrive om". Jeg håber derfor at der er nogle der vil læse med, og derfor få en større forståelse af mig, som person. Desuden ville jeg elske, hvis min historie kunne være til hjælp, på den ene eller anden måde. Om ikke andet, så være med til at sætte tankerne i gang hos nogen.
Min historie starter, i mine tidlige teenage-år. Jeg var en pige, som havde et stort behov for at blive hørt, og blive taget seriøst - det samme behov har jeg idag. Dengang resulterede det i, at jeg meget tidligt blev "voksen". For på trods af at jeg baksede med helt almindelige børneting i mit hoved, så begyndte jeg at gøre flere og flere ting, som man ikke typisk forbinder med barndom. Jeg blev tidligt interesseret i alkohol, drenge og fester. Og alt i alt, så tror jeg det bundede ud i et behov for, at blive taget seriøst. Ikke af min familie - for de har altid lyttet og værdsat mine meninger, og taget mine argumenter op til overvejelse - men af mine venner og af samfundet. Jeg ville for alt i verden ikke ses som et barn. Jeg havde en stemme, og jeg ville ikke lade mig selv blive bestemt over og irettesat. Der startede mine "rebel-år".
Som følge af mange af mine nye måder at opføre mig på, begyndte der at ophobe sig problematikker som jeg ikke var bekendt med. Jeg havde en kæreste, som jeg var forelsket i, eller det troede jeg ihvertfald at jeg var, dengang. Det føltes dengang som det vigtigste i hele verden. Han var også ung, og han behandlede mig ikke ret godt. Som resultat af det, fik jeg det rigtig skidt med mig selv. Jeg følte mig ligegyldig og udnyttet, men samtidig så virkede han, for mig, perfekt. Der startede mine cutter-tendenser.
Jeg husker ikke den første gang jeg gjorde det. Jeg husker faktisk slet ikke handlingen. For mig føltes det som et black-out hver gang jeg skar i mig selv. Først bagefter følte jeg at jeg vågnede op, og var klar i hovedet. Jeg skammede mig over at have gjort det. Jeg husker ikke at jeg nogensinde tog valget "nu vil jeg skære i mig selv". En dag, så skete det bare. Ingen overvejelser om det og intet behov for at folk skulle se det. Jeg kan huske at følelsen af lettelse skyllede ind over mig, hver gang jeg havde skåret. Det var utrolig ambivalent for mig, for at skamme mig over det, men samtidig følte lettelse når jeg havde gjort det. Det var på mange måder en flugt fra virkeligheden, og en måde at udtrykke sig på. Dengang havde jeg meget svært ved at sige til folk "DU har gjort mig ked af det, fordi DU har opført dig som et røvhul". det problem har jeg heldigvis ikke den dag idag. Jeg vendte min smerte indad, og så kun, at det var mig selv der fejlede. Jeg tror det skete fordi jeg reelt set var for ung til at takle de følelser og ting som jeg havde startet. Jeg kunne ikke rumme de følelser en forelskelse kan tage med sig, og det hele føltes alt for stort og altudslettende. Det blev derfor en del af mig at skære.
De første steder jeg begyndte at skære, var håndled og arme. Det var dog rigtig svært at skjule. Jeg kan især huske en formiddag i juli, hvor min 3 år yngre søster, Signe, min veninde og jeg var på stranden. Jeg havde normalt armbånd eller andet der dækkede mine håndled på, men i og med at vi skulle bade, havde jeg taget det af. Min søster spurgte mig hvad det var for nogle sår, jeg havde på mine arme, og jeg svarede at en af kattene havde krattet mig. Jeg havde også nogle veninder som kendte til min nye "vane", jeg brød mig ikke om fordømmelsen, folks bekymring og opmærksomheden, så derfor begyndte jeg at skære hvor ingen kunne se det, under tøjet.
 
Jeg vil skrive flere indlæg om min tid som cutter, og jeg har valgt at inddele dem i emner. Jeg har i dette indlæg forklaret hvordan det startede. I de næste indlæg vil jeg komme ind på mine forældre, hvordan jeg stoppede det, folks generaliseringer om emnet, og hvordan jeg har det, den dag idag. Folk skal være velkomne til at stille spørgsmål og kommentere.

12 kommentarer:

  1. Jeg synes det er stort af dig at skrive om det her, og så vil jeg gerne sige tak.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for det, og tak fordi du læser med. :)

      Slet
  2. du er en kæmpe inspiration !!! kunne været mig som var dig nogle gang. Også dengang du skrev ja planerne er fitness men ender med spise chokolade. det viser du har selv ironi og er som enhver anden kvinde. synes du er smuk og virkelig sjov i dine fortællinger. bliv altid ved med at skrive!!! p.s hvis du en dag ender med at skrive en klumme/bog som Carrie Bradshaw... let me know !! kram fra nordjyden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for al rosen. Jeg bliver helt rørt. :) Det er fantastisk at vide, at der er nogle som læser med. Jeg skal nok lade dig, og resten af verden vide, hvis jeg nogensinde formår at komme så langt med mit skriveri. Tak for at have gjort min aften en tand bedre med den kommentar. :)

      <3

      Slet
  3. Hej Anne.. rigtig flot at du kan skrive om det, ville ønske det var mig der ku det.. :) det kommer nok en dag :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak. :) Jeg synes bare du skal gøre det. Om ikke andet kan du gøre det anonymt. For mig har det helt klart startet en healings-proces, at få talt og skrevet om det. Det har gjort at jeg har været i stand til at komme videre. Så helt klart, bare kom i gang. Du kunne starte en anonym blog. Eller bare begynde at skrive dagbog. Jeg føler ihvertfald at det giver et frirum. :)

      Slet
  4. Kære Anne

    Jeg lå i sengen i morges, og ville tjekke Facebook. Så ser jeg et indlæg fra din blog, og med stor interesse, har jeg læst dine indlæg omkrig din cutter fortid.
    Jeg har så stor respekt for dig, at du har mod til at fotælle verden omkring det. Samtidig giver det mig lyst til at gøre det samme. Jeg har det selv helt inde på livet, men er desværre ikke kommet på den anden side endnu. Derfor er det helt fantastisk at læse, at der er lys forude..

    Jeg føler at jeg har 1000 spørgsmål til dig, men ved alligevel ikke hvad jeg skal skrive!
    Det er efter hånden ved at være et stykke tid siden, jeg selv har skåret i mig selv, men lysten sidden stadig og plager. De sår jeg har haft, er efter hånden ved at blive til ar. Synes det er hårdt, at blive mindet om det dagligt, og det kan til tider gøre det endnu svæere at komme over.

    Endnu engang så beundre jeg dit mod. Jeg håber du ved hvor fantastisk en kvinde du er, og jeg håber at din fremtid vil bringe dig masser af kærlighed og fantastiske oplevelser :)


    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anonyme.

      Jeg håber ikke, at du vil blive ved med at være anonym, for i og med at du har en fortid som cutter, så har du også en historie at fortælle. En historie som er vigtig. Jeg håber at du snart kan se lyset, og at du finder din helt egen måde på, hvordan du kommer ud af det. Jeg lover dig, at du kan komme ud af det. Men jeg ved godt at det kan være en lang og hård vej. Jeg har i mange år kunne tale om det, men det er første gang jeg skriver om det, hvor hele verden kan læse med. Og det er en smule grænseoverskridende, men jeg er blevet så positivt overrasket over, hvor meget ros jeg har fået og hvor mange der støtter mig. Det er overvældende at folk kan være så søde, og havde jeg vidst det dengang jeg skar, så var jeg sikkert stået frem med det før.

      Du skal være velkommen til at stille alverdens spørgsmål, og jeg vil svare, så godt som jeg kan. Jeg kender følelsen af at se på arene, og på en måde hade dem, men samtidigt have trang til lave endnu et. Nu ser jeg dem som en del af mig, og som en ting der minder mig om en kamp jeg har vundet. Scars are souvenirs that you'll never lose. Jeg ser mine som noget positivt. Og en dag, vil du ikke længere se på dem og føle dig forkert og føle skam. En dag, håber jeg du kan se dem som jeg gør.

      Mange tak for al den ros. Det er fantastisk.
      Jeg sender dig alverdens healende tanker, og hvis jeg på nogen som helst måde kan være til hjælp, så er jeg det gerne.

      - Anne.

      Slet
  5. Hej Anne

    Jeg synes det er rigtig stærkt, at du har valgt at fortælle din historie herinde på bloggen. Jeg synes også det er rigtig flot, at du nu ikke længere skader dig selv. Fik du nogen form for hjælp til at stoppe med dt?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Katja.

      Mange tak for rosen. :)
      Jeg fik den hjælp, at min mor opdagede det, og at det blev okay at tale om det. Jeg var også til healing og jeg fik noget naturmedicin som skulle give en ro og styrke. Jeg tror nu bare personligt ikke at de to sidstnævnte ting virkede. Det var helt klart det, at jeg ikke længere var alene med hemmeligheden, og at dem som jeg var bange for at gøre kede af det, forstod mig, støttede mig og fjernede tabuet om at tale om det.
      Der kommer et blogindlæg senere idag, som handler om da det blev opdaget. :)

      - Anne

      Slet